
Foto: Kim Rasmussen
Den snart 86-årige Ib Anker Andersen, Hørby på Tuse Næs, har solgt det entreprenørfirma, som han stiftede pr. 1. juni 1964.
I. Anker Andersen A/S med adresser på Lundemarksvej og Ydervang i Holbæk er købt af Mogens Jensen. Han driver i forvejen Jord – Beton og Anlæg A/S i Højby.
Der er lidt over 70 ansatte i den nyindkøbte virksomhed, der fortsætter som et selvstændigt firma under det velkendte navn. Firmaet, der siden slutningen af 1960’erne har haft til huse i Holbæk, har i alle årene gravet forskellige former for ledninger ned.
Idag ligger hovedvægten på naturgasledninger og kommunikationsledninger. De tre store kunder er DONG, HMN Naturgas og SEAS-NVE.
Samtidig med Mogens Jensens overtagelse er Lars Lorentzen, Holte, ansat som ny adm. direktør.